Uddrag af Dig elsker jeg
Uddrag fra Dig elsker jeg.
Ord, der åbner for nye perspektiver.
Der er skrevet med kærlighed, respekt og ærlighed, der bør gøre den tilgængelig for en bred læserskare, herunder både fagfolk, sundhedspersonale, pårørende og alle, der ønsker at forstå demens og skizofreni fra en pårørendes perspektiv bedre.
UDDRAG
og fortalte mig, at min far var efterlyst, at jeg begyndte at forstå, hvad jeg følte for ham. Det var dagen efter, at han var taget ud på sin 80 kilometer lange cykeltur. Det var overvældende at stå tilbage i uvished og med følelsen af at være efterladt. Jorden var revet væk under mine fødder, og jeg blev fanget i en storm af bekymringer. Tankerne kredsede konstant omkring det uvisse og usikkerheden om min fars skæbne, og det tyngede sindet, mens jeg stod alene tilbage omgivet af tusinde fingre, der pegede direkte mod mig.
Efter næsten et halvt århundrede i en tilstand af uvished, fik jeg nu indsigt i den dybere forståelse af forholdet mellem min far og mig. En vished om demens og skizofreni. Tanken, om at leve uden klare svar og med spørgsmål om min fars svækkede mentale færdigheder, havde været en konstant kilde til frustration. Nu, hvor diagnoserne var afsløret, mærkede jeg en overvældende lettelse, der var svær at sætte ord på. Nu skulle det blive første gang, at nogen ser ud over usandhederne, og ser manden indeni.
Det var en lørdag formiddag for et par år siden – en af de dage, man aldrig glemmer. En telefonopringning fra myndighederne vendte min verden på hovedet.
Klokken var omkring elleve om formiddagen, da politiet ringede til mig med en alvorlig tone. Et ubehag bredte sig i hele min krop, da de overbragte mig den chokerende besked. Min far var meldt savnet og i en tilstand, hvor han ikke kunne tage vare på sig selv.
Ordene fandt deres svære vej ind i min bevidsthed, og tankerne blev overvældet af en bølge af bekymring og fortvivlelse. Politibetjentens ord var som et dystert soundtrack, der efterlod mig med fuldstændig tavshed og lammelse. Forsvundet? Min verden gik i stå. Alt omkring mig stoppede. Alt andet end min krop, der skælvede og førte mig direkte ind i en choktilstand. Hjertet bankede hårdt i brystet, og tankerne kredsede om det uvisse i situationen.
Hvert grin, hver historie, hver gensidig forståelse skabte en følelse af nærvær, der var skøn at mærke. Det var en aften, hvor sygdommen var væk. Jeg husker samtalen med min veninde, inden vi skiltes: ”Jeg har ikke lyst til at tage hjem endnu. Jeg vil bare gerne sidde uden at behøve at tænke på, hvad der kan ske i morgen. Jeg vil bare gerne sove og vågne op i morgen til en sjov dag. Bare et par dage mere.”
”Jeg forstår dig godt Maria.”
”Tror du, jeg får det?”
”Nej”
En torsdag eftermiddag i januar gik jeg ind på plejehjemmet med den entusiasme, man normalt kun ser hos det lokale bingohold. Min far sad inde i fællesrummet ved siden af en dame, der måtte have været med til at sætte standarden for det danske hyggebegreb. Jeg tænkte, at det var en okay dag. Så langt, så godt. Jeg gik over til min far, hvor jeg satte mig ned ved siden af ham. Han fik et kram, og jeg knappede vores hurtige øl op, og lige da jeg troede, at alt var ”som det plejede”, smed min far så den her bombe: ”Du kan godt sige tillykke. Jeg har fået en ny kæreste, og vi vil gerne flytte sammen.”
Jeg mener, hvad skete der? Er der et Tinder for plejehjemsbeboere, som jeg ikke kender til? Seriously far… Så dér sad jeg, midt i en slags senior-udgave af ”Bachelorette” for demente, hvor min far var hovedpersonen, og jeg forsøgte at fordøje den nyhed. Hans nye flamme sad lige ved siden af ham. Jeg smilede bare, som om hun havde vundet i lotteriet. Jeg kunne ikke lade være med at tænke:
Min far har boet på plejehjemmet de seneste år. I januar forlod han igen sit trygge hjem og gik mod togskinnerne, hvilket førte til, at DSB kontaktede politiet. Han havde aldrig tidligere vist interesse for at gå mod toget, men jeg ved hvorfor – svaret får du om lidt.
Min far blev om natten tvangsindlagt på en lukket afdeling. Jeg vågnede op til beskeden. Jeg satte mig direkte op i sadlen (i træningscyklen i fitnesscentret), og kørte bagefter mod hospitalet, hvor jeg for en kort stund sad i min bil og så over på døren til afdelingen. Jeg så, hvordan der kom ti til tolv ansatte løbende ind ad den dør, som jeg om lidt skulle låses ind ad. Forestil dig hvilke tanker der fløj rundt i mig. Jeg samlede tankerne sammen, og blev låst ind af døren. Jeg spurgte personalet, om det var min far, der var udadreagerende.
”Maria, det er din far, der har sparket og slået en ansat. Kom! Det du lige så, det er bare procedure.”
Kort bagefter blev jeg mødt af ordene: ”Maria, du er nødt til at forlade afdelingen. Kør en tur og kom igen om 30 minutter.”
Der stod jeg igen ude på vejen. Smidt ud. I uvished og ”bare procedure”.
Præcis tredive minutter senere stod jeg igen på afdelingen, hvor jeg så min far - medicineret til ukendelighed - gå hvileløst op og ned ad gangen. Frem og tilbage.
”Der er du jo,” sagde jeg, og vi krammede.
”Der er ingen døre her, jeg kan ikke komme ud”, sagde min far. Han genkendte mig, han kyssede mig, og jeg bad ham gå en tur igen. ”Hvor skal jeg gå hen?”
”Far, gå helt ned til enden ad gangen og kom tilbage igen.” Det gjorde min far flere gange, indtil politiet kom og hentede os og fulgte os over på den afdeling, hvor vi skærmede ham endnu mere fra hans omverden. Senere på dagen blev min far træt, og jeg puttede ham.
”Må jeg gerne trække mig tilbage nu?”
”Ja far, du må gerne trække dig tilbage nu.”
”Er du bange?” spurgte min far, men selvom jeg var vanvittig bange, fortalte jeg det ikke til min far.
Flere navne er i denne bog ændret, og visse biografiske detaljer er bevidst sløret eller omskrevet. Jeg skriver ikke for at udstille min far, men for at give viden til dem, der kommer efter – og for at rejse en samtale om det ansvar, vi har som samfund, når sygdom fortrænger det menneskelige. Eventuelle ligheder med virkelige navne, steder eller hændelser er tilfældige eller fiktive omskrivninger. Denne bog er baseret på mine egne oplevelser og refleksioner, og beskrivelserne af relationer og hændelser er mine personlige tolkninger. Det er mit håb, at fortællingen kan bidrage til større indsigt, ikke til identifikation.
Tech, People & Leadership, til dig, der vil kombinere faglig tyngde med menneskelig indsigt.
CVR: 41731362
